LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

GOG fik drømmestart i DM-semifinalen: Nu advarer cheftræneren før returkampen

GOG tog et vigtigt skridt mod DM-finalen, da holdet søndag besejrede Skjern Håndbold med 25-19 i den første semifinale. Efter en tæt første halvleg, hvor fynboerne gik til pause foran 13-10, trak hjemmeholdet fra i anden halvleg og lukkede kampen med overbevisende forsvarsspil og sikre afslutninger.

Efter kampen var cheftræner Kasper Christensen særligt tilfreds med holdets defensive indsats.

“Jeg synes, det er to meget dygtige forsvar og målmænd, vi ser i dag. Men fra vores perspektiv lykkes vi fantastisk med vores defensive plan. Jeg synes også, vi holder fejlmængden nede, og vi skaber faktisk mange store chancer. Vi kunne godt have været lidt længere foran ved pausen, men det er små tilretninger,” sagde han til klubbens Facebook-side.

Christensen fremhævede samtidig holdets evne til at stå sammen under pres.

“Overordnet set er jeg meget stolt af vores indsats – vores holdindsats – og den defensiv, vi får sat sammen. Den er sindssygt vigtig,” lød det.

Selv om sejren giver GOG et stærkt udgangspunkt, er træneren ikke i tvivl om, at intet er afgjort endnu. Onsdag venter returkampen i Skjern Bank Arena.

“Der bliver kog på dernede. Det starter 0-0 igen, og det vi lavede i dag, betyder ikke nødvendigvis ret meget. Vi kommer på udebane, og jeg håber, der kommer mange gule og støtter os – tager fanbussen og skaber opbakning. Det bliver vigtigt,” sagde Kasper Christensen.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder