Målet for dansk trænerduo er klar: Skal vinde Champions League
Det fortæller Madsen i et interview med TV 2 SPORT.
"Det helt store mål er at gå hele vejen på den internationale scene – altså i Champions League. Vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at skubbe klubben derhen, hvor de igen får chancen. Én ting er at komme dertil – en anden ting er at tage trofæet. Vi håber, at vi giver os selv chancen for at tage det helt store trofæ i den tid, vi er i PSG," siger Stefan Madsen til TV 2 SPORT.
PSG har i mange år været blandt Europas stærkeste klubhold med navne som Nikola Karabatic og Mikkel Hansen i truppen. Men trods store investeringer og adskillige Final4-deltagelser mangler klubben stadig det store kontinentale gennembrud – nemlig at løfte Champions League-trofæet.
Med Madsen ved roret og Møllgaard ved sin side sætter PSG nu endnu en gang jagten ind på det, der i årevis har været klubbens altoverskyggende mål.