KIF ophæver kontrakten med fløjspiller
Den 22-årige fløj var ellers på kontrakt til sommeren 2027, men har nu selv taget initiativ til at blive løst fra sin kontrakt.
“ Jeg vil gerne takke KIF Kolding for den chance, jeg har fået. Det blev af forskellige grunde ikke til det, jeg havde håbet på, og derfor er det rigtigt for mig nu at tage beslutningen om at stoppe op for at finde ud af, hvad der skal være det næste skridt. Jeg har lært meget i Kolding, og nu vil jeg give mig selv lidt tid til at overveje, hvad fremtiden skal bringe. Jeg kommer til at savne alle de fine mennesker, drengene i det omklædningsrum har været min familie de sidste to år, og det har været en sindssyg hård beslutning at skulle sige farvel til dem. Men det er det rigtige og jeg håber og ønsker dem alt det bedste,” siger Frederik Bay.
KIF Koldings cheftræner Anders Eggert siger om Frederik Bays beslutning:
” Vi har haft en ærlig snak med Frederik. Vi er ikke i en situation, hvor vi kan garantere ham den spilletid, han ønsker, og derfor må vi desværre skilles. Vi respekterer og forstår Frederiks beslutning. Vi ønsker ham alt det bedste.”