Historisk aftale: Dansk mærke får stor rolle i Bundesligaen
Den danske boldproducent Select bliver fra sæsonen 2026/27 en central del af tysk tophåndbold. For første gang i historien får både Bundesligaen og 2. Bundesliga en fælles, officiel kampbold – og valget er faldet på Select, der har indgået en femårig aftale med Handball-Bundesliga GmbH.
Aftalen betyder, at samtlige 612 kampe i de to bedste rækker i Tyskland fremover skal spilles med samme model fra det danske mærke, som også bliver officiel harpiks-partner. Select bliver desuden boldleverandør til prestigefyldte events som Supercuppen og Final4-turneringen i DHB-Pokalen.
"Det er et historisk vendepunkt og et stærkt signal til tysk professionel håndbold," siger Joachim Böhmer, COO i Derbystar, som står bag Select i Tyskland.
Select er i forvejen boldpartner i Champions League, European League og ved EM-slutrunderne.