LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Esben

Jeg er homoseksuel. Tre ord som i virkeligheden burde være lette at sige

Sådan starter den danske professionelle håndboldspiller Villads Raahauge et flot og personligt skriv på sin Instagram-profil.

Villads, der lige nu er professionel i svensk håndbold, forklarer i opslaget blandt andet, hvorfor det har været så svært at springe ud som professionel håndboldspiller:

Villads skriver følgende:

Jeg er homoseksuel. Tre ord som i virkeligheden burde være lette at sige, men som jeg i mange år har været bange for at være åben omkring.

Jeg har længe gået med tanken om at publicere et opslag som dette, og har tænkt på, om det her nu var den rigtige måde at springe ud på. Men en rigtig eller forkert måde findes nok ikke.

Dem som kender mig, ved også at håndbold altid har været min første prioritet i alle aspekter af mit liv. Men tanken at hele narrativet om, hvem jeg var som person, skulle ændre sig udelukkende på baggrund af min seksualitet, har været noget jeg ikke har turde at tage chancen med. Jeg har været bange for, hvordan folk, holdkammerater, trænere og alle dem omkring håndbold ville reagere.

Ville de se på mig anderledes? Ville de synes jeg var forkert? Ville jeg nu ikke længere være en del af holdet, på samme måde som jeg var før?

At være homoseksuel i sport er på mange måder stadig et tabu, uden at jeg helt rigtigt har forklaringen på hvorfor. Jeg ved bare, at det for mig har været rigtig svært, at være åben omkring den jeg er.

På mange måder ville jeg ønske, at jeg havde haft modet til at springe ud før, og da jeg fortalte klubben og mine holdkammerater det i sidste uge, blev det selvfølgelig udelukkende modtaget positivt.

Og selv om at mine nærmeste venner i noget tid har vidst det, og min familie altid har vidst det, så er det stadig skræmmende at fortælle noget, som man har holdt hemmeligt i så lang tid. At skjule en stor del af den man er for stort set alle mennesker, gør at man aldrig rigtig kan være 100% sig selv.

Men jeg håber, at jeg med dette opslag, kan være med til at hjælpe andre, og måske være et forbillede, som viser at det er okay at være homoseksuel i sportens verden.
Samtidig håber jeg inderligt, at I alle stadig vil se mig lige præcis, som den person jeg altid har været. For ja jeg er homoseksuel, men også så meget mere end det.

Jeg er stadig bare Villads.

(Billede og nyhed er bragt efter aftale med Villads)
 



 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder