Kåret af kollegerne: Her er Årets Spiller i 1. division 2024/2025
Pressemeddelse:
Kollegerne fra banen hylder Tea Hein for hendes flotte sæson i den danske 1. Division. 35% af spillerne i Kvindeligaen, 1. Division og de danske udlandsprofessionelle satte deres stemme ved Tea.
Spillerforeningen Håndbold uddeler kåringen på vegne af spillerne i Kvindeligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle. Det er det, som gør vores kåringer helt unikke.
Hun blev kåret foran hjemmepublikummet i Gråkjær Arena til Holstebro Håndbolds potentielt sidste hjemmekamp i denne sæson, i oprykningsspillet til Kvindeligaen mod Ejstrup/Hærvejen.
Tea følger med kåringen i fodsporene på store spillere som Kristina Kristiansen, Estavana Polman og Anne Mette Hansen.
150 mål i 22 kampe samt et hav af assists taler sit tydelige sprog – Tea har haft en sæson ud over det sædvanlige. Den 21-årige playmaker fra Holstebro Håndbold er kendetegnet ved et fantastisk blik for spillet, krydret med meget få tekniske fejl. Tea har fået sin håndboldopdragelse i Holstebro og omegn, og det bliver derfor et vemodigt farvel til Nordvestjylland, når Tea efter sommerferien skifter til slutspilsholdet HH Elite.
Vi glæder os til at følge Tea de næste år i Kvindeligaen, når evnerne skal afprøves mod de bedste spillere i Danmark. Hun modtager i hvert fald nu det størst mulige rygstød fra sine kolleger, som har kåret Tea Hein til Årets Kvindelige 1. Divisionsspiller 2024/2025.
Stort tillykke, Tea!
Stemmefordeling for Årets Kvindelige 1. Divisionsspiller 2024/2025:
- Tea Hein, Holstebro Håndbold, 35% af stemmerne
- Anne Cathrine Lundbye, HØJ Elite, 30% af stemmerne
- Ea Jørgensen, Søndermarkens IK, 13% af stemmerne