KIF Kolding henter keeper hos rivaler
I sidste sæson var Fredericia Håndboldklub ramt af skader på målvogterpositionen, og her greb Rasmus chancen. Med stærke præstationer i både Bambuni Herreligaen og Champions League viste han, at han har potentialet til at tage næste skridt i karrieren. I denne sæson har han fortsat sin udvikling som en vigtig profil på FHK’s 2. divisionshold, samtidig med at han løbende har været en del af ligatruppen.
Rasmus er en målmand, der fylder godt i målet, og hans eksplosive stil gør ham svær at passere. Han kommer til KIF med solide værktøjer – og masser af potentiale, der kan bygges videre på.
Cheftræner Anders Eggert siger om tilgangen:
“Rasmus er en ung målmand med et rigtig spændende potentiale, og han har allerede vist stærkt niveau i både håndboldligaen, Champions League og på Fredericias 2. divisionshold. Han fylder godt i målet, og samtidig har han en eksplosivitet i sin stil, som gør ham svær at skyde forbi. Vi ser ham som en keeper, der kan fortsætte sin flotte udvikling hos os, og jeg glæder mig meget til at arbejde med ham fra næste sæson.”
Rasmus Storm ser frem til skiftet:
”Jeg har valgt KIF Kolding, fordi jeg tror, at det er et sted hvor jeg kan udvikle mig både på og udenfor banen. Jeg ser det som et godt miljø for min fremtidige karriere og jeg glæder mig til at være en fast del af et hold, hvor jeg både kan bidrage og udvikle mig. Jeg er spændt på de kommende sæsoner og ser frem til at hjælpe med at få Kolding tilbage i ligaen.”
Rasmus Storm får trøjenummer 12 i KIF Kolding.