Landsholdslegende afslører: Ses stadig med Mikkel Hansen og de andre
Den tidligere landsholdsstjerne Lasse Svan Hansen har oplevet det meste, håndboldverdenen kan tilbyde. Pokaler, titler og triumfer i flæng, men når han ser tilbage på karrieren, er det ikke medaljerne, der står klart i hukommelsen.
For Svan Hansen handler det først og fremmest om de tætte venskaber, han opbyggede undervejs.
"Jeg ser nogle af gutterne fra landsholdet. Det bliver selvfølgelig mindre, fordi flere af os er stoppet, men jeg har fået udviklet nogle fantastiske venskaber," siger han til B.T.
Særligt nævner han Anders Eggert, som også bor som nabo i Kolding, og Thomas Mogensen, som han spillede sammen med i Flensburg-Handewitt. Men også med Mikkel Hansen, Niklas Landin og Jannick Green holder han kontakten.
"Vi forsøger eksempelvis at holde nytår med Jannicks og Niklas’ familier hvert år," fortæller han.
Svan Hansen lagde karrieren på hylden i sommeren 2022, men for ham lever håndbolden videre gennem de relationer, han har opbygget – både på og udenfor banen.