LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Nordsjælland Håndbold forlænger med 'en af de dygtigste afsluttere i ligaen'

Rasmus Madsbøll fortsætter i Nordsjælland Håndbold frem til sommeren 2029.

Nordsjælland Håndbold kan med stor glæde meddele, at venstrefløjen Rasmus Madsbøll har sat sin underskrift på en kontraktforlængelse, der løber frem til sommeren 2029.

22-årige Madsbøll har haft en lang rejse i NH. Allerede som U17-spiller fik han lov at snuse til førsteholdet, inden han som U19-spiller blev en del af ligatruppen.

Selv glæder Madsbøll sig over rejsen og fremtiden i klubben. Han udtaler følgende om forlængelsen i en pressemeddelse:

“Det har været en fed rejse helt fra dengang, jeg som U17-spiller fik lov at snuse til førsteholdet. At komme op i ligatruppen i så ung en alder var en kæmpe oplevelse. Jeg fik ekstra meget spilletid, fordi Jeppe Cieslak desværre blev skadet, og det var stort at få lov at spille fast allerede dengang. Efter de efterfølgende år med en del tid på bænken var det derfor en kæmpe forløsning endelig at bryde igennem og spille fast i sidste sæson – og ikke mindst spille, når det gjaldt i de sjove kampe.
Jeg forlænger, fordi jeg kan mærke, at NH er i gang med noget spændende, og fordi jeg stadig føler, jeg kan udvikle mig meget her. Samtidig er jeg vokset op i klubben, har spillet mine ungdomsår i Helsinge, og derfor betyder det meget for mig at kunne give noget tilbage.”

Cheftræner Laurids Søgaard glæder sig over forlængelsen:

“Madsbøll har gennem flere år været inde i en flot udvikling hvor han i takt med en større og større rolle har lagt yderligere lag på hans spil, og er efterhånden for mig at se en af de dygtigste afsluttere i håndboldligaen. Derudover glæder vi os til at lægge yderligere lag på hans pallette af kompetencer, udover hans store skudrepetuar. Han er eksemplet på at man som lokal spiller kan tage vejen gennem NH-talent, til at blive en profil på ligaholdet i Nordsjælland og forhåbentligt kan han fortsætte med at løfte sig sammen med klubben.”

Indtil videre står Rasmus Madsbøll noteret for 76 førsteholdskampe og 144 mål. Derudover har han også været en del af de danske ungdomslandshold, hvor han blandt andet har spillet en slutrunde og står noteret for 14 landskampe.

Med forlængelsen er der sat en tyk streg under, at Nordsjælland Håndbold også i fremtiden vil bygge videre på egne talenter og fastholde dem når de udvikler sig til profiler i håndboldligaen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder