Landstræneren : - Vi er enormt troværdige overfor hinanden
Efter to nederlag i Golden League sikrede kvindelandsholdet sig en flot sejr søndag eftermiddag mod Tyskland.
Danskerne opbyggede hurtigt et solidt forspring med stærkt angrebsspil, og med en fremragende indsats fra Anna Kristensen i målet kunne holdet gå til pause med en føring på 17-6.
Kvalitetsforskellen på de to landshold var ligeledes tydelig i anden halvleg, hvor danskerne blot udbyggede, og dermed kunne forlade stævnet med en flot sejr på 34-19.
Den danske landstræner, Jesper Jensen, var også rigtig godt tilfreds med præstationen efter kampen,
“Jeg synes vi har fået rigtig meget ud af den her kamp,” udtaler han til TV2, og fortsætter,
“Mange ting virker. Nu står Anna selvfølgelig en super god kamp, men jeg synes også hun får en god hjælp, og får nogle gode skud. Jeg synes, at vi er enormt troværdige overfor hinanden. Vi stoler på hinanden nu, og det synes jeg de to kampe her til sidst har vist.”.
Sidste kamp i Golden League spilles kl. 18.15, hvor de norske værter møder Holland.