Ligaklub køber talent fri af kontrakten i Ajax
Alberte Hovgaard er nu købt ud af sin kontrakt med Ajax København. Den 20-årige bagspiller kom til klubben i sommeren 2024 med ambitioner om udvikling og næste skridt i sin håndboldkarriere.
Sportschef Simon Guldager udtrykker både ærgrelse og glæde over skiftet på klubbens Facebook-side:
“Vi er først og fremmest enormt ærgerlige over timingen på dette skifte. Vi har gang i noget spændende og Albertes udvikling har været enormt eksplosiv hos os. Derfor har vi også fremlagt en – synes vi selv – meget attraktiv plan for hende. Sådan blev det desværre ikke.”
Han fortsætter:
“Alligevel glæder vi os over at sende Alberte videre til Ligaen, som hele tiden har været vores fælles mål. Alberte har gjort det fantastisk og flyttet sig enormt meget - og det er i høj grad takket være trænere og folkene omkring holdet, der sammen med Alberte har skabt disse forudsætninger for, at hun nu tager skridtet videre. Alberte går helt sikkert en stor fremtid i møde - med et mindset og en træningsiver som få - og vi glæder os over endnu en gang at have været et skridt på vejen for en ung spiller, der drømmer om at nå helt til tops.”
Alberte Hovgaard selv beskriver afskeden som svær, men vigtig:
“Ajax København har været et hjem for mig, siden jeg kom til byen. Her har jeg oplevet alt det, jeg elsker ved håndbold. Jeg har fået venskaber for livet og har udviklet mig meget - både som spiller og som menneske. Det er selvfølgelig vemodigt at skulle sige farvel, men jeg er samtidig dybt taknemmelig for, at klubben har givet mig muligheden for at tage næste skridt og prøve mig selv af i ligaen. Jeg tager alt det, jeg har lært her, med mig videre og jeg kommer altid til at heppe på Ajax og de fantastiske mennesker i og omkring klubben.”