LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Møllgaard ser tilbage på største skuffelse: Jeg var rasende

Henrik Møllgaard nærmer sig afslutningen på sin karriere i Aalborg Håndbold efter sammenlagt ti sæsoner i klubben. Inden han skifter rollen som spiller ud med jobbet som assistenttræner i Paris Saint-Germain, kigger Møllgaard tilbage på sine bedste og værste minder fra tiden i det nordjyske.

Det allerbedste øjeblik er ifølge Møllgaard let at pege på – nemlig det første danske mesterskab, klubben sikrede i 2010:

“Det bedste minde er nok mesterskabet i 2010, for det er det, der har kickstartet alt det her. Havde vi kikset der, så var det ikke sikkert, at de næste titler var kommet helt så nemt, og at vi havde den samme tro på, at træerne kunne vokse ind i himlen,” siger Henrik Møllgaard til TV 2 Nord og tilføjer:

"Der har været mange oplevelser, men det at være en del af klubbens første mesterskab har jeg sat stor pris på, og det har betydet meget for mit håndboldliv."

Men karrieren i Aalborg har ikke kun budt på opture. Nederlaget på hjemmebane til GOG i DM-finalen i 2022 står stadig som hans værste minde:

“Det er nok den største skuffelse, jeg har oplevet i de ti år, jeg har været i klubben. Det er nok den kamp, jeg har skullet bruge længst tid på at bearbejde. Der var også nogle stykker, jeg var rasende på, fordi jeg synes, de ikke lagde nok i det,” siger Møllgaard.

Han understreger, at nederlaget fik en betydning for klubbens identitet som næsten uovervindelige på egen hjemmebane:

“Det betyder noget. Også med den selvforståelse, vi har af vores hjemmebane. Det er jo et fort, uanset om det er ligahåndbold eller Champions League. Så det betyder noget at vide, at de andre skal til Aalborg for at blive danske mestre. Det er en grundpille i den måde, som vi har arbejdet på.”

Henrik Møllgaard spiller i de kommende uger om sit sidste danske mesterskab, inden han stopper karrieren og tager jobbet som assistent i PSG efter sæsonen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder