Mors-Thy-spiller blev skurk
Mors-Thy var sekunder fra at slå Skjern Håndbold, men et brændt straffekast i sidste øjeblik kostede sejren.
Efter kampen lagde Victor Norlyk ikke skjul på sin frustration.
“En lortesituation. Jeg havde scoret på alle andre, og så er det lige det sidste ... det er lort,” sagde han ærligt til TV 2 SPORT efter opgøret, der endte 33-33.
Mors-Thy var foran 31-27 med under otte minutter igen, men Skjern kæmpede sig tilbage og udlignede i det sidste minut. Kort før slutsignalet fik hjemmeholdet så chancen for at sikre sejren, da Skjerns Senjamin Buric fik rødt kort, og Norlyk gik til bolden på straffekastet – men Christoffer Bonde reddede.
“Det eneste, jeg ønsker, er at lukke kampen og vinde,” fortsatte Norlyk. “Men sådan er håndbold også nogle gange. Jeg må bare tage den på mig.”