Danskerklub i problemer: Der går hul på bylden
Rhein-Neckar Löwen med danske Mike Jensen og Steven Plucnar Jacobsen kæmper med skarpheden foran mål efter en ellers lovende sæsonstart, og man går ind til søndagens derby mod TVB Stuttgart med en pæn portion selvkritik.
”Spillerne føler sig rigtig godt tilpas i systemet og har også fornemmelsen af, at de altid kommer til gode muligheder, når vi spiller for og med hinanden,” siger træner Maik Machulla til klubbens hjemmeside men tilføjer:
"Men lige nu mangler vi den konsekvens foran mål, som skal til for virkelig at kunne sætte et hold under pres.”
Löwen kun nummer 14 i ligaen på udnyttelse af chancer med en træfprocent på 60,6 – lavere end næsten alle andre hold i Bundesligaen.
Machulla forventer en taktisk udfordring mod Stuttgart, der har ændret spillestil under Misha Kaufmann:
“Alle ved, at Stuttgart har ændret deres system fuldstændigt i denne sæson. Det er ekstremt svært for enhver modstander at spille mod et hold, der spiller anderledes end de fleste andre. Man møder kun sådan et hold to gange om året,” siger han og understreger:
”Det er svært at planlægge, hvad der venter os – det kan være et 3:3-, et 5:1- eller et 6:0-forsvar.”
Trods alt tror Löwen-træneren på, at vendepunktet snart kommer:
"På et tidspunkt vil der gå hul på bylden.”