Bent Nyegaard: Det ville bestemt klæde Nikolaj Jacobsen at stoppe
Nikolaj Jacobsen var bestemt ikke tilfreds med den norske dommerpræstation i søndagens kamp mod Holland, men utilfredshed som ikke klæder landstræneren ifølge Bent Nyegaard.
Danmark vandt 40-23 i søndagens opgør mod Holland, men alligevel kunne Nicolaj Jacobsen ikke holde sine frustrationer inde i løbet af kampen. Han var nemlig meget utilfreds med det norske dommerpars kendelser, hvilket resulterede i flere udbrud. Ifølge håndboldekspert Bent Nyegaard var det ikke nødvendigt, at landstræneren skulle reagere sådan.
“Én ting er, at det ikke er nødvendigt. Det er heller ikke i orden. Det ville bestemt klæde Nikolaj Jacobsen at stoppe. Jeg siger bare, at spillet er sådan, at der er regler for det. Hvis dommerne havde givet ham en advarsel, og han havde fortsat, så havde det givet to minutter”, sagde Bent Nyegaard i kommenteringen i løbet af kampen.
Danmark vandt dog alle tre Golden League-kampe og fortsætter dermed den ubesejrede stime. Næste gang landsholdet samles er i januar, hvor forberedelserne til EM skal afsluttes.