LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Emilie Munkø Lindholdt

Ribe-Esbjerg står over for stærk test mod Bjerringbro-Silkeborg

Torsdag den 11. september kl. 18:30 tager Ribe-Esbjerg HH imod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold i en kamp, der bliver en vigtig målestok for sydvestjydernes ambitioner.

Bjerringbro-Silkeborg har i mere end et årti markeret sig som et fast inventar i toppen af dansk håndbold med en solid top 5-placering næsten hver sæson. Netop det niveau er en central del af REHH’s langsigtede strategi; at etablere sig som et stabilt tophold i ligaen. Det skriver Ribe-Esbjerg HH på klubbens hjemmeside.

Hos BSH har et markant generationsskifte fundet sted. Den rutinerede Morten Olsen har lagt skoene på hylden, og pladsen som playmaker er overtaget af den målfarlige Mads Svane Knudsen, der er hentet fra Mors-Thy. Han skal sammen med profiler som Rasmus Lauge drive midtjydernes høje ambitioner i den nye sæson. BSH har allerede vist styrke med klare sejre over både Fredericia HK og HØJ i sæsonens første runder, så når Ribe-Esbjerg HH tager imod BSH torsdag venter der en stor opgave:

”BSH er lige nu sammen med Aalborg toppen af ligaen. De er startet overbevisende. Mads Svane har været imponerende god og har givet dem en fart, de ikke tidligere har haft. Rasmus Lauge udstråler stor spilleglæde. Men vi lægger os absolut ikke ned – vi tror på, at vi kan udfordre dem,” siger REHH's cheftræner, Marc Uhd, til klubbens hjemmeside.

Uhd peger på, at REHH skal udnytte tempoet i angrebsspillet og kontrafasen for at presse BSH ud af komfortzonen. For REHH bliver kampen samtidig en test af, hvor langt holdets egne nye profiler er i indkøringen. Bagspillerne Lauritz Legér og Benjamin Hallgren skal vise, om de allerede har fundet rytmen sammen med rutinerede kræfter som Jönsson, Wallinius og Ásgeirsson.

Alt tyder på en intens kamp, hvor REHH får mulighed for at vise, om de kan måle sig med et af ligaens absolutte tophold. Kampen fløjtes i gang torsdag kl. 18:30.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder