Simon Pytlick efter Krickau-fyring: "Det har været nogle virkelig hårde dage"
Simon Pytlick har aldrig haft andre trænere end Nicolej Krickau i sin seniorkarriere. Indtil mandag aften, hvor han og SG Flensburg-Handewitt besejrede Füchse Berlin med et enkelt mål.
Nicolej Krickaus fyring kom i kølvandet af to nederlag og beslutningen har gjort ondt på Simon Pytlick:
“Jeg er jo trods alt bare et menneske, som også har utroligt mange følelser, og jeg havde en utrolig god connection med Nicolej. Så det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været nogle virkelig hårde dage, hvor jeg ikke har sovet ret godt,” sagde Simon Pytlick til TV2 Sport efter kampen.
Den danske stjerne forholder sig professionelt til klubbens beslutning, men har også brug for, at dedikere den vigtige sejr til sin tidligere cheftræner:
“Der er ingen tvivl om, at den her sejr er for Nicolej Krickau. Det er ham, der har forberedt os på kampen, og ham, der har gjort, at vi kunne performe sådan i dag,” fortsætter Pytlick til TV2 Sport.
Anders Eggert har overtaget cheftrænerposten indtil videre og startede altså med en vigtig sejr over Füchse Berlin. På torsdag spiller SG Flensburg-Handewitt igen, når de møder MT Melsungen i pokalturneringen.