Simon Pytlick udgik: Træner med opdatering
Flensburg-Handewitt-træner Aleš Pajović mener heldigvis ikke, at det står så skidt til med Simon Pytlick, der måtte udgå mod HC Erlangen.
Bundesliga-kampen mellem SG Flensburg-Handewitt og HC Erlangen endte med en favoritsejr til danskerklubben på 36-30.
Det var dog ikke det, der var samtalepunktet efter kampen.
Efter en stor kamp og seks træffere slog Simon Pytlick nemlig sit haleben, og han måtte i smerter udgå af opgøret og gik direkte i omklædningsrummet.
På pressemødet efter kampen tog Flensburg-træner Aleš Pajović fat i situationen og kunne fortælle, at noget af det samme skete i Spanien senest mod Bidasoa Irun.
"Omkring Simon, så tænker jeg ikke, det er så slemt. Det var omtrent det samme i Spanien senest, hvor han også landede lidt hårdt. Men i det tilfælde - og forhåbentlig også her, er det ikke så slemt," siger Aleš Pajović på pressekonferencen efter kampen.