Sønderjyske-træner efter remis mod SAH: Derfor bliver det kun til ét point
Lørdag eftermiddag blev det til pointdeling mellem Sønderjyske Herrehåndbold og Skanderborg AGF i Fælledhallen. Opgøret endte 36-36 efter en dramatisk afslutning.
De lyseblå kom stærkt fra start og satte hjemmeholdet under pres med effektivt angrebsspil og hurtige omstillinger. Første halvleg bød på flere Sønderjyske-føringer, men SAH fik vendt kampen og gik til pause foran 18-17.
Efter pausen viste Sønderjyske stor vilje og var på vej mod sejren, da Nicolai Skytte bragte dem foran 32-28 med syv minutter igen. Men fejl i slutfasen blev kostbare, og Skanderborg AGF udlignede kort før tid.
"Vi spiller en virkelig flot kamp mod et stærkt Skanderborg AGF-hold. De sidste tre minutter er vi uheldige og ikke dygtige nok i de afgørende situationer, og derfor bliver det kun til ét point. Men spillerne fortjener stor ros for en rigtig flot kamp," siger cheftræner Rasmus Vandbæk til klubbens hjemmeside.