Skanderborg-træner: Vi skal tackle igennem
På hjemmebane tørner Jeppe Vestergaards tropper sammen med lokalrivalerne fra Aarhus United Elitehåndbold, når de to mandskaber krydser klinger i 26. spillerunde i Kvindeligaen.
Skanderborg Håndbold er allerede sikret 9. pladsen i grundspillet og har dermed kun æret at spille for. Værterne vil dog alligevel gøre alt for at sætte yderligere to point på kontoen - og især når lokalrivalerne står på den modsatte side.
“Det handler om for os at komme med stor energi. Dernæst skal vi forsøge at bremse deres tempofyldt angrebsspil. Vi skal være parate til at tackle igennem og få lavet nogle spilstop hvis vi skal have en chance for at få stoppet deres angreb. Dernæst skal vi spille med tålmodighed mod et aggressivt Aarhus forsvar der uden tvivl vil forsøge at stresse vores angreb”, siger Jeppe Vestergaard til klubbens hjemmeside.
Opgøret mellem de to mandskaber spilles i Fælledhallen og bliver fløjtet i gang klokken 19.00.