Kolstad flytter Champions League-kamp af økonomiske årsager
Kolstad Håndball møder ungarske Veszprém i den kommende runde af Champions League. Men kampen spilles ikke i den sædvanlige hal, Trondheim Spektrum, men er i stedet flyttet ind i den mindre Kolstad Arena. Det bekræfter klubbens leder, Jostein Sivertsen, over for tyske handball-world.news.
Trondheim Spektrum ejes af kommunen, og ifølge Kolstad har klubben i årevis forsøgt at forhandle sig til bedre vilkår – uden held:
“Vi har ingen indtægter fra salg af mad og drikke og det betyder, at vi taber penge, hver gang vi spiller der,” fortæller Sivertsen til handball-world.news.
Han tilføjer, at Kolstad ikke oplever samme støtte fra kommunen som mange andre Champions League-klubber får fra deres byer. Derfor flyttes den kommende Champions League-kamp til Kolstad Arena i stedet.
Selvom Kolstad Arena kun har plads til omkring 2500 tilskuere, giver det langt bedre økonomiske betingelser for klubben:
“Vi får færre pladser, men vi får også kontrol over indtægterne. Det er en nødvendighed lige nu,” fortsætter Jostein Sivertsen.
Ifølge det europæiske håndboldforbund, EHF, er der dog tale om en engangsdispensation. Kolstad får lov at spille kampen mod Veszprém i Kolstad Arena, men turneringskravene betyder, at fremtidige hjemmekampe igen skal spilles i Trondheim Spektrum.
Den pågældende kamp mod ungarske Veszprém spilles onsdag d. 13. november.