Stjerne med stor kamp: Fik dog lige lidt træner-kritik
NFH leverede en stærk præstation i ligaen, da man sendte Viborg HK hjem med et nederlag på hele 35-22.
En af oplevelserne i kampen var NFH-stjernen Moa Högdahl, der scorede ni mål.
Hun havde dog også lige tre afbrændere, og det skulle cheftræner Niels Agesen lige vende med hende efterfølgende:
"Ja, haha. Men det handlede om, at jeg nok ikke skulle have taget de tre skud," siger hun til NFH Supporters på Facebook.
Moa Högdahl ser tilbage på en kamp med to meget forskellige halvlege, hvor man var bagud i den første men virkelig trak fra i anden:
"Jeg synes måske, at vi i starten skyder lidt for hurtigt, og vores angreb bliver for korte. Selvom vi kommer til mange gode chancer, brænder vi for meget. Og så løber vi ikke godt nok hjem. I anden halvleg kommer vi med en lidt anden energi. Det er som om, vi finder et andet gear, og Viborg går lidt kolde," mener hun.