Sportskommentator: Opsigtsvækkende af Mors-Thy
Det mener TV Midtvests sportskommentator, Dan Hirsch Sørensen.
“Det er opsigtvækkende, at det er lykkedes for Mors-Thy Håndbold at tiltrække en københavner og rykke ham helt over til 'Udkantsdanmark',” siger han til TV Midtvest.
Ian Marko Fog har tidligere markeret sig både på landsholdet og som direktør og træner i klubber som TMS Ringsted og GOG. At han nu sidder i direktørstolen på Mors og Thy, er ifølge Dan Hirsch Sørensen en fordel for klubben – særligt fordi han kommer med nye perspektiver udefra.
“Jeg tror, det er sundt for Mors-Thy Håndbold at have fået en mand ind udefra, så det ikke – forstå mig ret – bliver indavl det hele, men at der kommer inputs udefra, som kan se lidt anderledes på klubben,” forklarer sportskommentatoren.
Mors-Thy har under Fog haft stor sportslig succes og spillet med om topplaceringerne i ligaen trods beskedne økonomiske midler. Selvom klubben netop har mistet muligheden for DM-medaljer efter et nederlag mod Skanderborg AGF, fastholder Hirsch Sørensen, at klubbens præstationer stadig har været imponerende.
“Det er jo en lille klub – også økonomisk set – men alligevel spiller de lidt over evne. Det burde jo egentlig ikke kunne lade sig gøre, at Mors-Thy spiller med, når medaljerne skal uddeles,” lyder det fra kommentatoren.