Storsatsende HØJ tager historisk håndboldudfordring op – satser på to ligahold
Klubben erkender, at det bliver en stor udfordring, men frygter den ikke. Tværtimod.
“Vi er ikke naive. Vi ved godt, at det er en stor opgave,” siger bestyrelsesformand Helle Rasmussen til Ritzau ifølge Avisen Danmark.
Optimismen bygger blandt andet på markante forstærkninger. På herresiden er svenske Hampus Wanne, én af verdens bedste venstrefløje, hentet ind, ligesom den anerkendte norske træner Stian Tønnesen fremover skal stå i spidsen.
Hos kvinderne vender tidligere landsholdsspiller Mia Rej tilbage på højeste niveau, mens både Emma Navne og norske Emily Sando styrker truppen.
“Målsætningen er i første omgang at klare os okay i de to ligaer i den kommende sæson og så bygge på derfra. Så må vi se, hvordan det udvikler sig,” lyder det fra Helle Rasmussen, som dog erkender, at herreholdet økonomisk fortsat vil fylde mest, fordi herrehåndbold ganske enkelt kræver flere midler.
Derfor vil HØJ Elite nu også intensivere jagten på større sponsorer, så man fremadrettet kan konkurrere på endnu højere niveau.
"Vi regner med, at vi med hold i begge ligaer bliver et interessant objekt for markedsføring. Så vi arbejder selvfølgelig på at få større samarbejdspartnere," slutter formanden.