LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Svensk stjerne forlænger med Aalborg

Den bomstærke svenske stregspiller, Felix Möller, fortsætter i Aalborg Håndbold til sommeren 2028.

22-årige Felix Möller kom i sommeren 2024 til Aalborg Håndbold fra svenske IK Sävehof og har siden da taget store skridt i sin spillemæssige udvikling – så meget at teammanager Martin Larsen ikke har tøvet med at få forlænget aftalen med stortalentet.

– Felix er en spiller, der virkelig har udviklet sig med en utrolig fart, hvorfor han allerede nu er blevet en vigtig brik i vores trupsammensætning. Hans markante udvikling er dog også noget, der er blevet bemærket rundt om i de øvrige europæiske topklubber.

– Derfor var der heller ingen tvivl om, at vi meget gerne vil beholde Felix i Aalborg i de kommende år, for han er med sin fysik, teknik og spilforståelse allerede nu blandt de bedste stregspillere i Europa, og vil helt sikkert kun blive endnu bedre. Dermed har vi endnu en nøglespiller på plads i vores trup til fremtiden, siger Martin Larsen.

For Felix Möller selv var der ikke meget at betænke sig over i forhold til at forlænge opholdet i Aalborg.

– Jeg er blevet taget fantastisk imod i klubben fra allerførste dag, ligesom jeg føler mig meget tilpas med at bo i Aalborg, der er en virkelig dejlig by. Som klub finder man næppe bedre omgivelser og faciliteter noget sted i Europa, hvilket er ideelt for mig i forhold til at fortsætte min udvikling.

– Samtidig har vi et utrolig slagkraftigt hold, og jeg tror helt klart, at der er noget stort i vente for os i de kommende år, så der skal ikke være tvivl om, at der ikke er andre klubber jeg hellere vil spille for end Aalborg Håndbold, udtaler Felix Möller, der foreløbig er noteret for 57 kampe og 133 mål for Aalborg Håndbold, samt 33 kampe og 62 mål for det svenske landshold.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder