TM Tønder henter ungt talent
Skanderborg AGF Håndbold udlejer deres unge talent, Joachim Pedersen, til TM Tønder i den kommende sæson.
Joachim er et af Skanderborg AGFs egne talenter, som har spillet mange af sine ungdomsår på SHEA, og for to år siden indgik Skanderborg AGF en længere kontrakt med Joachim. For at give begge parter det bedst mulige udgangspunkt, hvor Joachim kan udvikle sig og få endnu mere spilletid, har de besluttet denne lejeaftale.
TM Tønder ser frem til at få den unge spiller ind på holdet og er glade for det samarbejde, de har indgået med Skanderborg AGF. At få Joachim tilknyttet holdet gør også, at holdet bliver bredere, og det ser de frem til.
”Joachim er en ung og meget dygtig bagspiller, som gennem sin ungdom har været tilknyttet Skanderborgs håndboldakademi SHEA. Han er et af de største talenter i årgang 2004 og har i den forrige sæson været tilknyttet ligatruppen i Skanderborg AGF Håndbold. Joachim er en teknisk meget klog og dygtig bagspiller, der både er hurtig og skudstærk. Han har et godt blik for medspillerne, ligesom Joachim i forsvarsdelen, trods sin forholdsvis unge alder, dækker godt og kontant," fortæller Tønders sportschef Steen Thomasen i en pressemeddelelse på klubbens egen hjemmeside.
Også Joachim selv ser frem til at spille for den sønderjyske klub.
”Allerede fra den første samtale jeg havde med Lars og Steen, har jeg kunnet mærke et stort engagement omkring håndbolden. Dette er yderligere blevet bekræftet, da jeg deltog i de første prøvetræninger. Her har jeg oplevet en klub med et meget stærkt setup og en rigtig god træningskultur, hvor man udfordrer sig selv og hinanden med henblik på at udvikle individuelle og kollektive kompetencer. Truppen består samtidig af mange dygtige spillere samt en trænerstab, der viser både stor faglighed og engagement,” fortæller Joachim Pedersen i en pressemeddelelse på TM Tønders egen hjemmeside.
Skanderborg AGF ser frem til at følge deres spiller i den sønderjyske klub det kommende år.