TTH-bagspiller indkaldt til A-landsholdet for første gang
Landstræner Nikolaj Jacobsen har indkaldt TTH Holstebro-bagspilleren Thomas Damgaard til herrelandsholdets kommende EHF EURO Cup-kampe mod Norge og Sverige i næste uge.
Damgaard skal supplere truppen, da Lasse Møllers snarlige familieforøgelse gør hans deltagelse i samlingen usikker. I første omgang rejser Lasse Møller ikke med til Norge, men planen er, at han støder til truppen, når de er tilbage i Danmark. Dog kan han blive nødt til at forlade truppen med kort varsel.
Det er første gang, at 25-årige Thomas Damgaard er indkaldt til A-landsholdet. Han er noteret for 127 mål i denne sæson for sin klub TTH Holstebro.
Danmark møder Norge onsdag den 7. maj i Stavanger – en kamp, der kan ses på TV2 Sport kl. 18.15.
Søndag den 11. maj brager Danmark og Sverige så sammen i Royal Arena. Knap 10.000 billetter er allerede solgt, men det er stadig muligt at sikre sig en billet til opgøret.