LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Tysk dominans i europæisk håndbold: Bundesligaen er verdens stærkeste

Tysk håndbold står stærkere end nogensinde – i hvert fald hvis man ser på denne sæsons europæiske resultater. Hele fem tyske hold er repræsenteret i de to største europæiske klubturneringers Final4, og det har fået håndboldens moderland til at kalde sig selv for en håndboldsupermagt.

Füchse Berlin og SC Magdeburg er begge klar til Final4 i Champions League, mens Kiel, Melsungen og Flensburg-Handewitt samtidig står i European Leagues Final4. Det er ikke tilfældigt, lyder det fra Füchse Berlins chef, Bob Hanning:

“Det er en kæmpe fordel at blive maksimalt presset i hver eneste kamp. Det styrker fysikken og den mentale styrke. Hvis man giver bare en millimeter efter, taber man i Bundesligaen,” siger Hanning til den tyske avis Bild.

Hans sportschef, håndboldlegenden Stefan Kretzschmar, supplerer:

"Konkurrencen er større i Bundesligaen end noget andet sted. Du går gennem et helt års stålbad og står derefter stærkere internationalt, når det virkelig gælder."

I modsætning hertil fremhæver Bild FC Barcelona, der i april tabte en kamp i den spanske liga for første gang siden 2018 – et tydeligt tegn på, at den hjemlige liga ikke presser dem nok.

Ifølge Bild glæder direktøren for Bundesligaen (HBL), Frank Bohmann, sig over den aktuelle tyske dominans:

“Vi er enormt stolte af alle fem klubber. Formentlig havde Gummersbach også været i semifinalen, hvis de ikke havde mødt et andet tysk hold (Melsungen, red.),” siger han til Bild.

Semifinalerne i Champions League spilles den 14. juni i Köln, hvor Füchse Berlin møder Nantes, mens Magdeburg står over for netop FC Barcelona. Chancen for et rent tysk opgør i finalen lever dermed fortsat.

I European League mødes Melsungen og Flensburg samt Kiel og franske Montpellier den 24. maj i Hamburg. Her vurderer Hanning over for Bild chancen for tysk succes til at være langt over 75 procent.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder