Ung profil nedlagt af Aalborg: Drømmer om verdenstoppen
Den islandske playmaker Benedikt Óskarsson har udviklet sig markant i Kolstad-trøjen, hvor han på halvandet år har taget store skridt i rollen som spilfordeler.
Han mærker tydeligt, hvordan tillid fra trænerteamet har givet ham ro og mod til at tage ansvar:
"Jeg har altid gjort det godt med at styre spillet. I starten her i Kolstad var det lidt svært. Men efter at jeg fik mere tillid, har jeg også følt mere selvtillid, og det hjælper selvsagt på spillet. Håndbold er meget en selvtillids-sport. Føler du dig godt tilpas, så spiller du godt,” siger han til klubbens hjemmeside.
Sammen med sin bror Arnór har han fundet sig til rette i Trondheim, hvor familiens nærvær har været en vigtig faktor for hans fremgang.
Og selvom den 23-årige islænding ikke kunne hamle op med Aalborg onsdag i Champions League, så er ambitionerne store for fremtiden.
"Det er at få spilletid på landsholdet. I forrige sæson fik jeg to kampe – og scorede også mit første landsholdsmål. Det var sjovt – også at jeg fik spillet der sammen med Arnór. Jeg håber, jeg får flere chancer.”