Hvor er de nu? - med Gitte Sunesen

HBOLD.dk har fået nogle gode snakke med flere af de håndboldspillere, som var en del af det danske kvindelandshold, som i 1990’erne havde helte-status i hele nationen.

I serien har vi blandt andet spurgt dem ind til, hvor de er idag og hvilken oplevelse, der har været den største i deres karriere.

I andet indlæg i serien har vi snakket med den tidligere landsholdsmålvogter, 46-årige Gitte Sunesen, som blandt andet har to EM-titler, en VM-guldmedalje og et OL-guld på CV’et.

Læs interviewet med Gite Sunesen herunder:

Hvad laver du i dag?



– Jeg arbejder som lærer på Skolerne i Oure. Læste til lærer fra 1996-2000 og efter 15 år i folkeskolen søgte jeg nye udfordringer på efterskolen i Oure.

Hvordan har det været at stoppe med at spille håndbold og lægge skoene på hylden?



– Jeg har altid forsøgt ikke at gøre håndbold til min identitet – har altid dyrket fællesskabet og det sociale. Havde også forberedt mig på et stop og et liv udenfor banen. I 2001 blev jeg mor, og spillede frem til 2003, hvor en skade afgjorde karrierestop. Jeg havde job i folkeskolen, og var glad for dette. Reaktionen kom senere, hvor det for alvor gik op for en, hvor god en tid det var som håndboldspiller. Jeg fik løn for at dyrke min store interesse, havde tid til løb og styrketræning, ret til behandlinger og andre goder samt en fleksibel arbejdstid. Jeg har altid været god til at tilpasse mig, så jeg fokuserede på alt det gode som lærerjobbet og familielivet kunne (kan) give. Havde nogle år hvor jeg ikke havde noget med håndbold at gøre, men da vores børn blev større gik vi aktivt ind i foreningenslivet både i bestyrelse og som trænere. I dag er jeg tilbage i håndboldmiljøet med jobbet på Oure, målvogtertræner i Odense samt DHF-arbejde.

Har du nogle råd til den svære overgang for spillere der står overfor at skulle stoppe?



– Sørg for at uddannne dig, mens du spiller og har mulighed for at komme igennem uddannelsessystemet uden studiegæld. Forlæng gerne uddannelsen, så du har tid og mulighed for en seriøs tilgang til din træning. Bevar og plej (i det omfang der passer) venskaber udenfor håndboldbanen. Sæt pris på de muligheder du har, og pas på din krop. Der kommer et liv efter håndbolden, hvor du også har lyst til at kunne bevæge dig, lege/ spille med dine (måske) børn samt fortsat at have mulighed for at dyrke idræt. Der kommer et tomrum efter et stykke tid, hvor man skal vænne sig til ikke hele tiden at blive bedømt, evalueret, spise og sove rigtigt, og hele tiden skal sætte nye mål. Det er både en befrielse, men også et savn.

– Vær bevidst om dine værdier og hvad de betyder for dig – gør dig tanker om hvad du vil efter håndboldkarrieren og søg gerne vejledning/ sparring. Hvis håndboldkarrieren ikke giver mulighed for uddannelse så tag del eller udfordrer dig selv på andre områder end håndboldbanen.

Hvad har din største oplevelse på håndboldbanen været?



– Min største oplevelse er OL i 96 og VM i 97. Efter de første 3-4 år på landsholdet med meget begrænset spilletid, så fik jeg fra 96 en større rolle på banen, hvilket var en fantastisk følelse. Krydret med fællesskab, medaljer og oplevelser var OL i 96 og 97 de stærkeste oplevelser med landholdet. Jeg ser desuden tilbage på min tid i GOG, hvor de første 10 år var helt fantastiske med flere DM guld medaljer og et socialt fællesskab som var noget ganske særligt

Hvem vil du nævne fra din håndboldkarriere – en træner, en ven, eller andre, som betød meget for dig?



– Jeg har haft mange dygtige trænere gennem min idrætskarriere. Tilbage i Vejle KFUM havde jeg i min ungdomstid en træner som hedder Søren Jensen. Han lærte mig at træne. I GOG har Ole Andersen, Jan Pytlick og Bent Nyegaard haft en afgørende rolle for min personlige og sportslige udvikling. Poul Syberg fordi han med hans tilgang til klublivet og fællesskabet er af høj klasse.

– Anne Dorthe Tanderup havde en kæmpe betydning for dansk damehåndbold. Hun lagde et kæmpe arbejde i oprettelse af spillerforeningen og de forhandlinger der fulgte med. Camilla Andersen har jeg altid beundret for hendes positive livssyn og hendes tilgang til spillet. Jeg kan nævne mange navne og nyder når vi ses. Jeg husker en landsholdstid, hvor vi var samlet mange dage og hvor vi lærte hinanden rigtigt godt at kende – kendte styrker og svagheder og var gode til at bruge det konstruktivt. I GOG var der tid til seriøs tilgang og mange sjove og skøre fester. Flere af pigerne ser jeg i dag, og vi er stadig gode til at feste

Læs også vores første del af serien, hvor vi tog en snak med Conny Hamann-Boeriths