Hvor er de nu? - med Tonje Kjærgaard

HBOLD.dk har fået nogle gode snakke med flere af de håndboldspillere, som var en del af det danske kvindelandshold, som i 1990’erne og 00’erne havde helte-status i hele nationen.

I serien har vi blandt andet spurgt dem ind til, hvor de er idag og hvilken oplevelse, der har været den største i deres karriere.

I tredje indlæg i serien har vi snakket med den tidligere landsholdsstreg, 43-årige Tonje Kjærgaard, som blandt andet har EM, VM og OL-guld på CV’et.

Læs interviewet med Tonje Kjærgaard herunder:

Hvad laver du i dag?

– Jeg er gymnasielærer på Ikast-Brande Gymnasium. Her underviser jeg i biologi og bioteknologi og har en funktion som sportskoordinator. Vi har omkring 100 elever der kombinerer deres idrætskarriere med en ungdomsuddannelse og det er en fornøjelse at hjælpe dem med det. Derudover er jeg gift og har to sønner på hhv. 9 og 12 år. Og så spiller jeg oldgirls fodbold

Hvordan har det været at stoppe med at spille håndbold og lægge skoene på hylden?

– Det er jo ved at være længe siden jeg stoppede med at spille (2004), men jeg husker det som vemodigt at sige farvel til de mange mennesker jeg har mødt indenfor håndbolden. Til gengæld følte jeg mig helt klar til at sige farvel til livet som håndboldspiller. Det var dejligt ikke at skulle følge en månedsplan og fx kunne jeg tage i biografen en tirsdag og tage med til familiearrangementer mm. Jeg husker dog, at jeg i årene efter godt kunne savne den følelse man som spiller har, når man går og lader op til at skulle spille kamp og præstere på bedste vis. Den har jeg ikke fundet andre steder. Til gengæld ser jeg heldigvis stadigt flere af dem jeg har spillet sammen med tidligere. Så venskaber og minderne lever videre.

Har du nogle råd til den svære overgang for spillere der står overfor at skulle stoppe?

– Jeg var faktisk overrasket over at det blev svært at stoppe, da jeg havde overvejet det længe og følte mig helt klar til det. Jeg savnede heller ikke håndbolddelen så meget, men mere følelsen af at bidrage til noget, med noget jeg var god til. Heldigvis havde jeg i løbet af min håndboldkarriere gået på gymnasiet og læst på universitetet, så i løbet af nogle år kom jeg hurtigt videre. For mig fungerede det super fint at studere samtidigt med min håndboldkarriere, så hvis jeg skal give et råd videre, vil det nok være at gøre det. Jeg tror det letter overgangen efter idrætskarrieren en del og mulighederne for ”dobbelt karriere” er blevet ret gode, da både Team Danmark og uddannelsesinstitutioner gør meget for at hjælpe til.

Hvad har din største oplevelse på håndboldbanen været?

– Jeg har ret svært ved at nævne én frem for andre, men 4 turneringer vil jeg altid huske som noget helt særligt. OL guld i Atlanta (1996) og Sidney (2000) var noget helt specielt. Oplevelsen til et OL var todelt. Vi kom selvfølgelig på grund af håndboldturneringen, men vi fik også så mange andre oplevelser med i bagagen. OL-byen, atmosfæren og at være en del af ”det danske hold”, hvor vi fik mulighed for at heppe på de andre atleter. Vi kom i begge finaler bagud med 6-7 mål, men får til sidst vendt kampen til vores fordel. Det i sig selv er jo altid sjovt, men i OL-finaler er det bare for vildt. VM i 1997 er nok den største håndboldoplevelse jeg har haft. Det var en utrolig hård turnering. Vi kom som forsvarende europamestre og OL-vindere og var også favoritter til guldet, men vi fik det ikke rigtigt til at fungere og endte som 3’er i den indledende pulje. Nået af det bedste ved håndbold er, at det er en holdsport, og i denne situation stod vi som 16 forskellige personligheder og en meget dygtig træner/leder-stab sammen og endte med at få guldmedaljerne hængt om halsen. Desværre blev to danske tilskuere på tragisk vis dræbt under semifinalen. Det var frygteligt.

Jeg har også haft mange gode oplevelser med klubhåndbolden i Ikast. Her står DM-guldmedaljen i 1998 øverst på listen efter en finale mod Viborg HK i Viborg. Det var jo ikke så tit vi vandt over dem, så det var særligt dejligt når det lykkedes.

Hvem vil du nævne fra din håndboldkarriere – en træner, en ven, eller andre, som betød meget for dig?

– Det giver ikke nogen mening for mig at fremhæve én frem for andre. Jeg har mødt en masse skønne mennesker i løbet af min håndboldkarriere, og de har alle været med til at give mig nogle uforglemmelige minder.

Læs også første og anden del i serien med henholdsvis Gitte Sunesen og Conny Hamann-Boeriths.