Svensk klub sikrer sig Ilda Kepic
Skövde HF har endnu engang været på rov i TTH. Denne gang for at hente danske Ilda Kepic.
Tidligere på ugen kunne TTH Holstrebro meddele, at Ilda Kepic ikke fortsætter i klubben næste sæson. Torsdag blev det så klart, at det er den svenske danskerklub Skövde HF, som har sikret sig danskerens underskrift.
Kepic har skrevet under på en etårig kontrakt med Skövde med en option på yderligere en sæson. I Skövde skal Kepic bl.a. spille sammen med sin nuværende TTH-holdkammerat, Nikoline Lundgreen, hvis tilgang danskerklubben præsenterede i februar.
I sæsonen 2019-20, der som bekendt afsluttedes før tid, har Louise Søndergaard og Ida Vium spillet for Skövde HF. Her endte Søndergaard på 4. pladsen på topscorerlisten. Også Skövde-cheftræner Rasmus Poulsen er dansk.
Til Skövde HF’s hjemmeside udtaler Poulsen:
“Vi får en spiller med stor rutine og som kommer til at blive en ekstremt vigtig spiller i forsvaret. I Holstebro har hun været en del af stammen i forsvaret og vil give vores hold mere rutine der også. Hun er også en god assistspiller og styrer kontraspillet.”
Ilda Kepic har spillet i TTH Holstebro siden 2018, hvor hun kom til klubben fra Vendsyssel Håndbold. I TTH har den 25-årige bagspiller primært været forsvarsspiller, men i Skövde er hun tiltænkt samme offensive rolle, som hun havde i Vendsyssel.