-Formen kunne godt være lidt bedre, småjoker storspillende Emil Jakobsen
Med en udnyttelsesprocent på lige godt 80, den mest træfsikre på straffekast, nummer to på liga-topscorerlisten og en klokkeklar førsteplads med GOG ville det være en løgn at sige, at det ikke går rætti, rætti godt for Kerteminde-knægten, Emil Jakobsen, i øjeblikket.
Smilene er i øjeblikket ekstra brede hos 22-årige Emil Jakobsen. Han er i gang med at skyde en sublim sæson af sted, hvilket har udmøntet sig i en kontrakt med kongeklubben Flensburg-Handewitt til sommer og tre år frem.
Derudover er han klar til sin første slutrunde for Danmark ovenpå et efterår, hvor GOG-fløjen har hakket 125 bolde i netmaskerne i 17 kampe med en udnyttelsesprocent på præcis 79,6.
Læs også: Bundrutinerede Niklas Landin frygter ikke corona-boble: -Jeg er en erfaren hotelgænger
Formen lige nu?
-Jeg kunne godt være i bedre form … Ej, jeg er glad for, at det er gået godt. Jeg får også sindssygt meget tillid af trænerstaben i GOG, og det har jeg egentlig altid fået, siden jeg var helt ung. Det har givet pote, at jeg har fået al den spilletid og fået lov til at træne med så tidligt, siger Emil Jakobsen til HBOLD.dk og fortsætter:
-Det er svært at beskrive, hvorfor det går så godt. Jeg skyder bare forbi målmanden – eller prøver på det i hvert fald, smiler han.
Hånden på hjertet – det kan vel ikke å meget bedre, end det gør lige nu?
-Haha, det ved jeg ikke, om det kunne. Jeg har da et par stykker, jeg gerne ville have sat ind i ligaen, men jeg havde da solgt alt det her for lang tid siden, hvis det så sådan her ud for nogle år siden. Jeg er megastolt over mig selv.
Læs også: Niklas Landin har vundet alt men vil have mere guld: Motivationen bliver bare større og større
I midten af december opnåede Emil Jakobsen det hidtil ypperste i sin karriere: Han blev hivet ind i Flensborg-floden på en imponerende tre-årig kontrakt og kommer til at afløse den norske fløj Magnus Jøndal, der stopper karrieren.
Om ganske få dage tager han hul på VM.
-Selvfølgelig har jeg da lige skullet sætte mig ned en gang imellem, trække vejret og nok lige knibe mig i armen. Det har været megastort, og det er kommet lige oveni hinanden. Det har været lidt overvældende, siger han.
Læs også: Danske landsholdsprofiler vil vaske pinligt EM af tavlen: – Vi vil bevise, at vi er bedre
Men det har ikke været nemt at skulle sige farvel til den gule GOG-trøje, som han har kæmpet i, siden han var en lille dreng.
-Det er da fedt at være mig lige nu. Det har været et rimelig vildt skifte men også et stort skridt at tage væk fra GOG, som ligger dybt i hjertet for mig. Det, der står allerhøjst på listen for mig, er at vinde det DM-guld med GOG, som vi mangler og så selvfølgelig arbejde benhårdt efter at bide mig fast på landsholdet.
-Jeg vidste også godt, at det snart var tid til at komme af sted for at prøve noget nyt. Jeg har været i klubben i 11 år, og jeg følte, det var det rigtige tidspunkt for mig. Jeg er bare glad for, at Flensborg så min vej. Det er den klub, jeg drømte om at komme til, siden jeg var helt lille, slutter Emil Jakobsen.
Emil Jakobsen og Danmark tager hul på VM mod Bahrain på fredag.