Dansk målmand til Norge
Follo Håndball fra den norkse 1. division fuldender målmandsteamet til den kommende sæson med spændende dansk tilgang. Viktor Tofthøj Warrer drager nemlig nordpå.
Den unge danske målmand Viktor Tofthøj Warrer er et af de rigtig spændende navne i dansk håndbold. Han har gang i lidt af en sæson i 2. division, hvor det bliver til store præstationer for Mors-Thy, og det er blevet bemærket fra flere sider.
Fra næste sæson skal målmanden nemlig prøve kræfter med nye eventyr. Viktor Tofthøj Warrer har nemlig landet en aftale i Norge.
Det er 1. divisionsklubben Follo Håndball, der har sikret ham på en aftale gældende frem til 2024. Danskeren fuldender truppen i Norge på målmandssiden, skriver Follo på sin hjemmeside, hvor man byder den nye tilgang velkommen med rosende ord.