Aalborg-profil efter sejr: Vi skal kigge på, hvad der går galt
Efter en stærk start og en pauseføring på 15-10 havde Aalborg ellers kontrol over kampen, men i anden halvleg kom der pludselig spænding i opgøret, da TTH formåede at kæmpe sig tilbage i kampen.
“Ja, en lidt underlig kamp. Jeg føler, at vi har fuldstændig styr på det de første 35-40 minutter. Så jeg ved ikke lige, hvad der sker midt i anden halvleg. Det er som om, de lige får et flow både i forsvaret og angrebet. Vi står heller ikke lige så godt imod i vores eget forsvar. De kommer lidt for let til deres mål, og så lige pludselig er de kun bagud med en, to, tre stykker. Men jeg synes også, at vi er skarpe i slutningen af kampen og får det afgjort til vores fordel,” forklarede Mads Hoxer efter kampen til Rishøj's Corner.
Med en føring på hele 19-10 efter 36 minutter burde Aalborg have cruiset sejren hjem uden problemer. Men i stedet scorede Aalborg blot ni mål i kampens sidste 24 minutter. Det gav anledning til panderynker hos Hoxer.
“Det skal vi jo også have kigget på, for jeg føler egentlig, at vi havde godt styr på det resten af kampen. Jeg ved ikke, hvor mange redninger deres målmand har derinde, men han stod godt, føler jeg. Så det spiller helt sikkert også en rolle. Men det er klart, at vi skal kigge på, hvad det er, vi ikke lige får gjort, som vi gerne vil i den periode af kampen,” sagde Hoxer.
Også Aalborgs egen målmand, Niklas Landin, viste storform og leverede flere vigtige redninger undervejs. Mads Hoxer glædede sig samtidig over, at han selv føler sig godt spillende netop nu:
“Ja, det bliver bedre og bedre, og jeg synes også, der kommer mere og mere skudstyrke. Jeg synes, det er dejligt at spille lige nu. Det er også rart på det her tidspunkt ikke at være så træt. Så ja, det er dejligt.”
Onsdag gælder det så anden semifinale, som spilles i Gråkjær Arena i Holstebro. Her har Aalborg muligheden for at afgøre serien og sikre sig en plads i finalen, men Hoxer er forberedt på, at det ikke bliver en let opgave på udebane.
“Der kommer smæk på. Det er en fed arena at spille i, specielt sådan nogle kampe her. Det ser vi meget frem til. Men som sagt, så skal vi have kigget på, hvad det er, vi ikke gør så godt i den periode, hvor vi taber momentum. Og så tror jeg også nok, at vi skal få det afgjort,” lød det fra Hoxer.
Begge hold fik solide målmandspræstationer, hvilket var med til at holde kampen målfattig. Det erkendte Hoxer, men han tilføjede også, at Aalborg skal arbejde med afslutningerne.
“Ja, det må vi også rose, når målmændene står godt. Men som jeg sagde, han (TTH-målmanden, red.) stod godt, specielt i anden halvleg. Så måske skal vi kigge på, hvilke chancer vi får spillet os frem til, så vi får scoret i stedet for. Men det må vi se på de næste dage.”
Mads Hoxer sluttede kampen som en af Aalborgs vigtigste spillere med fem scoringer. Onsdag aften vil vise, om han og resten af holdet kan tage det sidste skridt mod endnu en DM-finale.