Aarhus-træner: Vores eget spil med bolden bliver afgørende
Søndag eftermiddag skal århusianerne forsøge at få tre på stribe, når de på hjemmebane byder liganedrykkerne fra KIF Kolding op til dans.
De sydjyske gæster har ligeledes vundet deres første to turneringskampe i den nye sæson, og Aarhus-træneren Mads Hjortshøj ved, at der venter dem en svær opgave… og hvis det skal lykkes dem at hente begge point, så bliver deres eget spil med bolden afgørende.
”Det er et fysisk stærkt hold der kommer på besøg på søndag, og skal vi lykkes med at tage 2 point, så bliver vores eget spil med bolden afgørende. Vi skal gennem hele kampen kunne skabe gode chancer, så vi ikke giver alt for gode betingelser for KIF’s dygtige målmænd. Derudover så bliver vores egen evne til at bruge tilpas fysik ligeledes vigtig i vores defensiv”, siger Mads Hjortshøj til klubbens hjemmeside.
Opgøret mellem de to mandskaber spilles i Djursland Bank Arena i Århus og bliver fløjtet i gang klokken 17.00.