Fans raser: GOG møder Aalborg under 48 timer efter CL-kamp
Aalborg spillede onsdag ude mod mægtige Veszprém i Champions League, mens GOG torsdag står overfor den sværeste udebane af dem alle, FC Barcelona. Alligevel er rivalopgøret i Aalborg lagt lørdag eftermiddag, blot to døgn efter GOG’s møde med de spanske giganter.
Det får flere fans til at rase i debatten. Blandt andet på HBOLD og Europamesters fællesgruppe på Facebook.
"Jeg er rød af hele mit hjerte, men jeg mener ikke TV 2 skal bestemme alt. Det er under al kritik, at GOG skal spille lørdag i Aalborg, når de torsdagen inden skal på den sværeste udebane i Europa. Den kamp burde tidligst spilles søndag. Det er ikke fair play," skriver en i debatten.
En anden kalder det "DH i en nøddeskal" og peger på, at problemet med tætpakkede programmer har stået på i årevis uden ændringer.
Andre minder dog om, at vilkårene ikke er nye. "Vil GOG spille i Champions League, er det de vilkår. Aalborg havde samme problem sidste år, hvor de spillede med 48 timers mellemrum, og der var mange, der kaldte det piberi," lyder det.
Flere påpeger samtidig, at der også er forskel på, hvor meget hvile de to hold får i den kommende uge. "GOG spiller allerede to dage efter kampen mod Pick Szeged, imens Aalborg spiller tre dage efter mod Füchse Berlin. Det er hård kost at være med i to turneringer samtidig," konstaterer en fan.
Blandt debattørerne er der både Aalborg- og GOG-tilhængere – og nogle uden farver – men utilfredsheden med planlægningen går igen.
"Er hverken gul eller rød, men trods alt 100% enig," som en opsummerede.
Uanset hvad, bliver lørdagens kamp et opgør mellem to af Danmarks største klubber, men for mange fans står en ting klart: planlægningen efterlader mere end én plet på fair play-princippet.