LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

EHF hædrer Danmark: Europas stærkeste håndboldnation

Ved EHF-kongressen i Østrig modtog DanskHåndbold hæderen Top Nation in European Handball for både 2023 og 2024 efter en række topplaceringer på tværs af landsholdene.

Der var meget at fejre for DanskHåndbold ved weekendens store EHF-kongres i Andau i Østrig. Ikke alene blev alle de tre danske kandidater valgt til forskellige poster i Det Europæiske Håndboldforbund. Med sig hjem havde de også en særlig hæder.

Danmark er nemlig af EHF blevet kåret som Top Nation in European Handball for både 2023 og 2024.

Prisen uddeles til den nation, der i løbet af et kalenderår samlet set har klaret sig bedst på landsholdsniveau – både ved mesterskaberne for A-landshold og ungdomslandshold for begge køn. Både EM og VM indgår.

På herresiden skrabede Danmark flest point sammen begge år. På kvindesiden var Danmark næstbedst i 2023, mens de danske kvinder leverede de allerbedste resultater sidste år. Samlet set har det altså udløst til en klar førsteplads til Danmark.

- Prisen er et stort skulderklap til hele Håndbolddanmark. For der er så mange, der har været med på rejsen for vores landsholdsspillere, der leverer de flotte resultater.

- Så hæderen går i den grad også ud til vores foreninger, vores frivillige ildsjæle, de professionelle klubber og staben rundt om landsholdene. Alle har en andel i, at dansk håndbold præsterer på så højt et niveau i disse år, siger DanskHåndbolds sportschef Morten Henriksen i en pressemeddelse.

EHF’s opgørelse strækker sig fire år tilbage, og også over den periode er Danmark samlet set bedst på begge køn. Herrerne foran Sverige og Spanien. Kvinderne foran Frankrig og Norge.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder