Dansk anfører med til at sikre Magdeburg medalje til Klub-VM
Magnus Saugstrup og resten af SC Magdeburg sluttede Klub-VM af på fornem vis med en bronzemedalje. Det tyske storhold besejrede torsdag de afrikanske mestre Al-Ahly med 32-23 efter at have sat sig tungt på opgøret allerede i første halvleg, hvor de gik til pause foran 19-11.
Den danske landsholdsanfører leverede en solid indsats og blev desuden kåret som Man of the Match – og gik forrest sammen med profiler som Omar Ingi Magnusson og Felix Claar.
”Vi er meget glade for at kunne slutte turneringen af med tredjepladsen. Det hjælper os med at bearbejde skuffelsen over nederlaget i semifinalen mod Veszprem. Hvad er bedre end at afslutte med en sejr?! Vi lod aldrig tvivlen råde, vi udførte vores opgaver, og nu kan vi tage hjem med en god følelse,” sagde træner Bennet Wiegert efter kampen til klubbens hjemmeside.