Dansk ligaklub har fundet sin nye cheftræner
EH Aalborg kan med stor glæde offentliggøre, at Morten Frandsen Holmen, 53 år, tiltræder som ny cheftræner pr. 1. juli 2025 på en to-årig kontrakt. Med en flot karriere bag sig træder han ind i en central rolle med det klare mål at styrke klubbens sportslige udvikling frem mod visionen for 2028.
En stærk trænerkarriere
Morten Frandsen Holmen startede sin trænerkarriere i Tornby i 1992 og har siden haft ansvaret for en række klubber, herunder Bagterp, Hjørring, Fox Team Nord, FFI, Frederikstad, Halden, Molde, EH Aalborg (tidligere), FFI og Elitesport Vendsyssel. Efter 30 års uafbrudt aktivitet valgte han i 2021 at holde en pause fra trænergeringen. I dag arbejder han som pædagogmedhjælper på et botilbud, samtidig med at han siden 2009 har ledet det danske dame beachhandball landshold – en rolle, han fortsat vil varetage sideløbende med sin nye opgave hos EH Aalborg. Morten Frandsen Holmen er desuden uddannet Diplomtræner gennem Dansk Håndbolds uddannelsessystem.
En uventet, men velovervejet tilbagevenden
I en personlig udtalelse forklarer han sin beslutning:
“Da jeg for et år siden blev spurgt, om jeg var klar til at blive træner igen, var svaret et klart nej tak. Og svaret lå bestemt ikke lige for, da EH Aalborg henvendte sig første gang for at høre, om jeg var interesseret i at vende tilbage til klubben for at blive træner. Men de sidste måneder har vist mig, hvor skrøbeligt livet kan være og jeg er blev mindet om, at man skal huske at leve i nuet.
Jeg kunne mærke, at jeg har savnet at være træner i dagligdagen.
Efter mange gode snakke med EH Aalborg, min kone og min nærmeste familie, blev jeg sikker på, at jeg var klar til at gribe denne mulighed for at vende tilbage til den sport, som har været så stor en del af mit liv.
Nu ser jeg frem til at blive en del af EH Aalborg familien igen.
Jeg glæder mig til at møde spillere, ledere, bestyrelse, sponsorer, frivillige og fans i hele EH Aalborg. Jeg er overbevist om, at vi sammen kan nå EH Aalborgs vision for 2028.”
Fremtiden for EH Aalborg
Med sin brede erfaring og dedikation forventer klubben, at den nye cheftræner vil bidrage til en styrket sportslig profil og en positiv udvikling. EH Aalborg er overbevist om, at samarbejdet med Morten Frandsen Holmen vil bane vejen for en succesfuld sæson og videre frem mod klubbens langsigtede ambitioner.