LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Danske dommere udtaget til EM og VM-slutrunden

To danske dommere og fire observatører er udpeget til det kommende VM for kvinder og EM for herrer.

Der bliver ikke bare flot dansk repræsentation i form af to stærke landshold, når bolden i slutningen af november gives op ved VM i kvindehåndbold i Holland og Tyskland og ved EM i herrehåndbold til januar i Danmark, Sverige og Norge.

Også det garvede dommerpar Mads Hansen og Jesper Madsen får vigtige roller, da de er udpeget af IHF og EHF til at fløjte ved begge mesterskaber.

Mads Hansen har foreløbig dømt ved ikke færre end 21 seniorslutrunder, mens de syv af dem har været med Jesper Madsen som makker.

På sidelinjen er Martin Gjeding, Jørn Møller og Per Olesen alle udtaget som observatører til kvindernes VM, mens Jan Kampman er udtaget som observatør til herrernes EM.

- Mads og Jesper har gennem en lang årrække været blandt de bedste dommerpar i verden, og derfor er det også meget velfortjent og fuldt forståeligt, at både IHF og EHF ønsker dem til at dømme ved de kommende mesterskaber. 

- Men jeg glæder mig også over, at vi har så flot dansk repræsentation på de vigtige observatørposter. Det er både en cadeau til de enkelte observatører og for det arbejde, vi gør på dommer- og observatørområdet herhjemme, siger Claus Gramm Pedersen, formand for Elitedommerudvalget i DanskHåndbold, i en pressemeddelse.

De to mesterskaber starter henholdsvis den 26. november og den 15. januar.