Det danske M19-landshold med sejr i to træningskampe
Dennis Bo Jensen er til daglig cheftræner i Mors-Thy Håndbold, men står derudover også i spidsen for de danske talenter på Danmarks M19-landshold, som i den forgange uge har været samlet.
Ud over en masse træning var det danske landshold også henover weekenden en tur afsted til Polen for at spille to landskampe mod det polske landshold.
Det er spillere født i 06/07 som er repræsenteret på dette ungdomslandshold, og cheftræneren Dennis Bo Jensen kan på Ungdomslandetholdenes facebook-side fortælle, at der ved denne samling var hele 9 spillere med fra årgang 07, samtidig med at 5 nye talenter fik sin debut.
“Vi håber, spillerne er blevet nogle oplevelser og erfaringer rigere, som de kan tage med hjem og føle sig inspireret til at knokle videre samt at disse erfaringer også kan smitte af på holdkammeraterne hjemme i klubberne” siger Dennis Bo Jensen blandt andet på Ungdomslandsholdets facebook-side.
Danmark besejrede det polske ungdomslandshold i begge kampe, hvor det første opgør om lørdagen endte i en målrig affære med slutresultatet på hele 39 - 34 i Danmarks favør. Søndages opgør gik lidt mere stille for sig, hvor de danske talenter hev en sejr hjem på 29 - 25.