Endnu et Karabatic-karrierestop: Spår en lys fremtid for Les Bleus
Først stoppede Nikola Karabatic og nu er tiden kommet til, at hans lillebror følger trop.
Det er blevet til 172 landskampe, 182 mål, to VM-titler, to EM-titler og én OL-guldmedalje for 36-årige Luka Karabatic, der nu kan se tilbage på en lang og flot karriere.
Efter en lang og flot karriere har Luka Karabatic valgt at indstille sin landsholdskarriere:
“Jeg har haft utrolige år med det franske landshold og ønskede at stoppe på en god måde. Tiden var inde til at vende siden med Les Bleus,” fortæller den store franskmand til HandNews.
Luka Karabatic forklarer, at den mest tungtvejende årsag til hans beslutning, ligger i den fysiske belastning han har haft igennem sine næsten 15 år på landsholdet. Men det var ikke det eneste der afgjorde, at tiden var inde:
“Derudover var der en naturlig fornyelse på landsholdet, hvor unge spillere fik større roller. Jeg følte, det var det rette tidspunkt at give plads til den nye generation. Jeg ønskede ikke at stoppe efter et nederlag, så jeg fortsatte efter OL. Men da jeg vendte tilbage til holdet i november efter flere erfarne spilleres afgang, følte jeg, at en ny æra var begyndt,” fortæller Karabatic til HandNews.
Der er ingen tvivl om, at Luka Karabatic har ageret mentor for de unge spillere på det franske landshold - særligt til det seneste VM i januar. Ifølge Luka Karabatic betyder erfaring meget i de store turneringer og det faldt ham naturligt at støtte den nye generation på holdet.
Luka Karabatic understreger, at storebror Nikola Karabatic' beslutning om at stoppe sin karriere, ikke har haft indflydelse på hans egen beslutning. Han spår desuden en stor fremtid for det ‘nye’ Les Bleus og tror på, at der kommer titler til Frankrig i fremtiden.
I den kommende sæson fortsætter Luka Karabatic i Paris Saint-Germain, hvor Stefan Madsen og Henrik Møllgaard kommer til at udgøre trænertemaet.