Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Fire danskere klar til OL: Per Olesen, Bjarne Munk, Jesper Madsen og Mads Hansen

Mandag markerer starten på en spændende rejse for fire danske håndboldpersonligheder, der skal repræsentere Danmark ved de kommende Olympiske Lege. Per Olesen og Bjarne Munk rejser som Technical Delegates, mens Jesper Madsen og Mads Hansen er udvalgt som dommere. Alle med tidligere OL-erfaring med i bagagen.

Bjarne Munk er medlem af dommerkomiteen under Det Internationale Håndboldforbund og er en veteran i OL-Sammenhæng. Bjarne Munk har været en del af OL siden Sydney 2000, og han deler gerne lidt små erindringer fra de mange turneringer. 

Sydney 2000: Et minde for livet

"Mit første OL var i Sydney i 2000 som aktiv dommer, hvor også vores nuværende konge fandt hans dronning under OL," mindes Munk. Han deltog i en mindeværdig turnering og dømte bl.a. bronzekampen mellem Jugoslavien og Spanien, hvor Spanien trak sig sejrrigt ud. 

Under vores ophold på en højskole, hvor vi boede under OL, oplevede vi en meget speciel situation med transport. Vi skulle dømme den fjerde kamp på den første dag og ønskede ikke at ankomme for tidligt til hallen. Derfor regnede vi med, at transporten ville fungere som normalt. Men efter lang tids venten uden tegn på transport begyndte vi at blive nervøse.
Vi forsøgte til sidst at få fat i en taxi, og heldigvis lykkedes det. Dog kunne taxien ikke køre ind i området, hvor hallen lå, hvilket betød, at vi måtte klæde om i taxien og derefter løbe næsten direkte ind til kampen. Som man siger, kan der godt være lidt logistiske udfordringer ved et OL.

Athen 2004: En uforglemmelig episode

Turneringen i Athen 2004 var knap så succesfuld for Munk. "Vi dømte ikke en god turnering, og især en episode husker jeg meget tydeligt," siger han og fortæller om en kamp mellem Grækenland og Frankrig, hvor en manglende kendelse for 'fod på bolden' resulterede i flere udvisninger og stor ballade efter kampen.

London 2012: Technical Delegate for første gang

OL i London 2012 var Munks første som teknisk delegeret, og han beskriver det som en fantastisk oplevelse, men også med en lille sjov oplevelse: "Jeg kom til at sidde ved siden af formanden for cricket i England. Hun anede intet om håndbold, men udbrød på et tidspunkt: ”Wau, here is action in this sport!”
Det må man sige.

Rio 2016 og Tokyo 2020: Store øjeblikke og ansvar

Rio 2016 var endnu en stor oplevelse for Munk, ikke mindst fordi Danmark vandt guld i herrehåndbold. OL i Tokyo 2020, der blev afholdt i 2021 på grund af pandemien, bød på særlige udfordringer. "Jeg havde ansvaret for dommerne, og det var meget specielt uden tilskuere. Men alt i alt gik det godt uden de store protester."

**Forventninger til 2024**

Med OL i Paris 2024 lige om hjørnet, ser Munk frem til endnu en spændende oplevelse. "Det bliver sikkert også en fantastisk oplevelse," siger han optimistisk.

Anekdoterne kommer sikkert også frem i lufthavnen, hvor Mads Hansen nok kommer til at høre om en kongelig episode fra OL. Bjarne Munk: ”Mads skulle sende en fødselsdagshilsen til en kammerat og tilfældigvis sad daværende Kronprins Frederik lige bagved. Mads tog modet til sig og spurgte kronprinsen om han ville være med. Kronprinsen var klar og der blev lavet en video……troede Mads. Desværre glemte Mads at starte optagelsen, men Kronprinsen var frisk på at tage det om.”

Når de fire danskere mandag sætter kurs mod Paris fra Billund Lufthavn, tager de ikke kun deres erfaringer og kompetencer med sig, men også håbet om at skabe nye minder og succeshistorier. Danmark er godt repræsenteret ved OL 2024, og med Munk, Olesen, Madsen og Hansen i spidsen er der god grund til dansk optimisme, også på dommer- og observatørsiden.
 

Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER