Kritik af landstræner - fejl eller fornuftig håndboldpolitik?
Da den nuværende hollandske landstræner, Henrik Signell, sidst snakkede med sin forgænger, hans svenske landsmand, Per Johansson, snakkede de mest kun om taktik. Men han fortalte ham også, hvad der havde fungeret for ham: “Jeg sagde til ham, at det vigtigste er, at være beslutsom og handle fra start.” Og det må man sige, at den nuværende landstræner har gjort.
Med et slag slog han fast, at det kommer til at ændre sig for de hollandske landsholdsspillere. At der er kommet en anden tid. For forberedelserne til EM bliver uden 34-årige Laura van der Heijden og 32-årige Estavana Polman.
Begge spillere var med til at vinde verdensmesterskabet for Holland i 2019. Det var derfor ikke overraskende for Signell, at der kom en reaktion på den manglende udtagelse.
Holdkammeraterne Lois Abbingh und Angela Malestein har begge været ude og kommentere på valget af holdet. Også de tidligere landstrænere Monique Tijsterman og Bert Bouwer har svært ved at forstå det. “Besynderligt” og “respektløst” er ord der bliver sat på denne udtagelse.
Van der Heijden har spillet 289 landskampe, hvilket gør hende til rekordholder. Hun er en mere den stille spiller, man måske ikke lægger så meget mærke til, men meget pålidelig.
Og så er der Estavana Polman. Vi kender hende fra den danske liga, og ved at det er en spiller der fylder meget på et hold. Skader og konflikten med Team Esbjerg gjorde, at hun i to år, ikke så meget til håndboldbanen. Alligevel er hun er et ikon for hollandsk håndbold. Hendes ansigt udstråler glæde, fight, frækhed og succes - hvilket hun har tilføjet det hollandske landshold. Hvis hollænderne kender en håndboldspiller, er det hende - og det ikke kun fordi hun er i et forhold med den tidligere hollandske fodboldstjerne, Rafael van der Vaart. Ved VM i 2019 blev hun kåret til bedste spiller ved slutrunden.
Et nødvendigt indgreb?
Næste år afholdes der verdensmesterskab i Holland - og den hollandske stjerne, Polman, håber stadig på at få lov at optræde for hendes land. Signell holder stadig døren åben og for turneringen, er det et stort ikon at have på plakaten.
Det er fem år siden, at de vandt en medalje - alligevel er det en stor overraskelse, med frasorteringen. Polman er ikke hvad hun har været, hun er næsten konstant plaget af skader og det gør, at niveauet ikke er det samme mere.
Per Johansson valgte selv at sige stop. Han nåede langt med holdet, gjorde det mere stabilt - men i sidste ende, var det altid lige ved og næsten. Han mente allerede dengang, at holdet stod overfor en “fornyelse”, med nye spillere, men at han ikke var den rigtige mand til det. Allerede ved den daværende landstræner, fik Van der Heijden en mindre rolle på holdet, da Dione Housheer (25 år) allerede nu, har overtaget hendes plads. Pladsen som andet valg, er nu gået til stortalentet Alieke van Maurik (19 år).
“Jeg er tvunget til at se det på længeresigt,” forklarer Signell sit valg. “Det betyder, at jeg må give den yngre generation chancen for at samle erfaring i store turneringer.”
For selvom Polman mange gange har været den afgørende kræft i vigtige kampe, har snakken også gået på, om hun hæmmer andre spillere i, ikke at kunne træde i kræft. Til det har Polman et tørt svar: “Hvis du er en rigtig leder, så er det skide lige meget for dig, ellers er du ikke en rigtig leder. Det er jeg hård.”
Signell ser det anderledes - måske han håber på en anden dynamik? “Mit arbejde er det ikke kun at vælge de bedste spillere, men også mit ansvar, at se det på længere sigt.” Han ønsker at se hvad der sker, når spillere som Polman og Van der Heijden ikke er med. At give spillere som Inger Smiths og Larissa Nüsser muligheden for at træde ud af skyggen.
Landstræneren ved udmærket, hvem der står for skud, hvis resultaterne udebliver. Hans forhold til andre rutineredee kræfter som Malestein og Abbingh har også lidt et knæk - men hans opgave er, at smede et hold sammen, som kan spille med om medaljer.