LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Et nederlag i nederlaget: - Det ser svært ud, siger Jesper Jensen

Med nimålsnederlaget til Norge har det danske kvindelandshold stort set udspillet sin chance for at slutte som nummer 1 eller 2 i den indledende gruppe - også selvom man skulle vinde resten af sine kamp. 

SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, HBOLD.DK): Nederlaget til Norge gør ondt på flere måder. 

Et nederlag på ni mål til et OL siger sig selv, at det efterlader tvivl, frustration, tårer og en masse tanker. 

Men et nederlag på ni mål tæller nærmest for halvandet nederlag, da målscoren i den forbindelse bliver markant dårligere. Og det er landstræner Jesper Jensen udmærket godt klar over, hvilket vil sige, at Danmark med stor sandsynlighed ender som nummer tre i gruppen efter Norge og Sverige. 

Det betyder, at en modstander i en eventuel OL-kvartfinale kan hedder Frankrig eller Holland, der virker til at være to realistiske bud på at komme i top 2 i den anden pulje: 

- Nederlaget stikker dybere af flere årsager. Vi har næsten spillet det ud af egne hænder at komme i top 2. Selvom vi vinder resten af kampene, er det sandsynligvis ikke nok. Så skal vi huske, at det vi leverer mod Norge ikke er nok til at drømme om første- eller andenplads i gruppen, siger Jesper Jensen til HBOLD.dk og resten af den danske presse og fortsætter:

- Nu skal vi se på, hvor vi er henne. Vi kan vælge at grave os ned og sige, at alt er noget lort, men det kan vi ikke bruge til noget. Vi skal finde ud af, hvilket fundament vi har at stå på. Det handler om udstråling, selvværd og selvtillid. Der er mange ting at være skuffet over. Der er mange ting, der går galt. 

- Hvad er det, der går galt?

- Meget. Den tillid til os selv, som vi plejer at have, har vi ikke. Om det var, fordi vi stod til kamp to ved OL, eller det var mod Norge, det får vi aldrig svar på. Der står et fransk herrelandshold og er forundret over, at de fik en ordentlig ørefigen mod Danmark. Vi står nu og er forundret over ørefigen til Norge. 

- Det er 7-9 uger siden, at vi sidst spillede med kniven for struben, og det kom til udtryk. Vi har ikke noget at falde tilbage på på det individuelle plan. Det har vi ved EM og VM, som vi er trygge ved. Selvfølgelig er det skuffende for os. Vi skal grave dybt og se, hvad vi selv kan levere. 

- Hvordan får du ilden tilbage i øjnene på dine spillere?

- Den kommer af sig selv. Men vi er usikre. Det handler om at finde noget, vi stoler på. Vores angrebsspil var ikke godt. Jeg er superglad for, at vores 7-mod-6-spil fungerer så godt. Vi skal finde ud af, om det er, fordi vi møder Norge, og hvis det ikke er det, så er det noget rod. 

- Vi har ikke haft nemt ved at lave mål mod Norge. Nogle gange skal man prøve at lade være med at finde noget, der nødvendigvis ikke er der eller lede efter det. Vi har to døgn, vi skal bruge godt, og så er det heller ikke værre udover, at vi nok har misset chancen for 1. eller 2. pladsen i gruppen, slutter Jesper Jensen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder