Pizzaaftale banede vejen: Sådan fik Füchse Berlin fingrene i Gidsel
Til Bild fortæller Füchse Berlins sportschef, Stefan Kretzschmar, hvordan aftalen med Gidsel blev indgået i restauranten »I Due Forni« i Berlin:
“Det afgørende møde fandt sted i pizzeriaet 'I Due Forni' på Schönhauser Allee. Her forklarede jeg Mathias vores vision for Füchse Berlin, hvad vi havde planer om – og hvad det ville betyde at vinde mesterskabet med os. For første gang i historien. Efter den samtale, som var præget af stærke følelser, gav Mathias Gidsel mig sit mundtlige tilsagn,” siger Kretzschmar.
Kort efter denne mundtlige aftale leverede Gidsel en fantastisk OL-turnering i Tokyo og blev kåret som MVP. Kretzschmar indrømmer, at han blev nervøs for, om aftalen ville glippe:
“Jeg frygtede virkelig, at alle pludselig ville have ham, og tænkte: Åh nej, det her går galt. Jeg sendte ham kontrakten og bad ham om at skrive under hurtigst muligt. Men han forsikrede mig om, at vi ville gøre det ordentligt og officielt, og at jeg kunne være helt rolig,” fortæller Kretzschmar til Bild.
Aftalen holdt, og Gidsel blev hurtigt en stor stjerne i Berlin, hvor han som en nøglespiller har løftet holdet til klubbens første tyske mesterskab nogensinde.
Füchse Berlin spiller i den kommende weekend Final4 i Champions League – og med Bundesliga-titlen i hus, er selvtilliden stor før endnu en mulig historisk bedrift.