LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Torsten Laen valgt som ny formand for DanskHåndbold

DanskHåndbold har fået ny ledelse. På årets repræsentantskabsmøde blev tidligere landsholdsspiller Torsten Laen valgt som ny formand for organisationen. Det skriver DanskHåndbold i en pressemeddelelse.

Torsten Laen blev valgt uden modkandidater, efter han tidligere var blevet indstillet til posten, og han er både stolt og ydmyg over den store opbakning:

"Jeg har fået utrolig stor opbakning fra hele håndbold-Danmark. Det vil jeg gerne takke for – og det gør mig både glad og endnu mere motiveret for opgaven," udtaler Torsten Laen.

Han overtager formandskabet efter afdøde Morten Stig Christensen, som blev hyldet under mødet, der åbnede med ét minuts stilhed til hans ære.

Med sig får Torsten Laen tidligere landsholdsspiller Mette Vestergaard, der blev valgt som ny næstformand med ansvar for eliteområdet.

"Jeg er både stolt og taknemmelig over at være blevet udpeget som næstformand for eliten. Jeg ser frem til samarbejdet omkring landsholdene og talentudviklingen," siger Mette Vestergaard.

Hun fratræder samtidig sine nuværende poster som økonomiansvarlig i DanskHåndbold Øst og formand i HIK Håndbold.

Ærespris og ny pris indstiftet

Ved samme lejlighed tildelte DanskHåndbold guldnålen – organisationens højeste hædersbevisning – til Jan Kampman, der gennem flere årtier har bidraget ekstraordinært til håndboldsporten både nationalt og internationalt.

Endvidere blev en ny pris indstiftet i Morten Stig Christensens navn. Prisen, "Morten Stig Prisen", skal fremover hylde personer, grupper eller foreninger, som gør en særlig indsats for håndboldens fællesskab og værdier.

Torsten Laen understreger, at han er klar til at løfte det ansvar, der følger med formandsposten:

"DanskHåndbold står på et solidt fundament, og jeg er ikke i tvivl om, at vi sammen kan blive ved med at begejstre og udvikle Danmarks stærkeste fællesskab."

Den nye bestyrelse i DanskHåndbold består herefter af:

Formand: Torsten Laen

Næstformand elite: Mette Vestergaard

Næstformand bredde: Betina Lyng Bjerre

Økonomi og struktur: Henrik G. Larson

DanskHåndbold Nord: Peter Jensen

DanskHåndbold Midt: Per Skovgaard

DanskHåndbold Syd: Kent Nicolajsen

DanskHåndbold Øst: Troels Hansen

Divisionsforeningen Tophåndbold: Thomas Christensen

Spillerforeningen Håndbold: Torben Vinther

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder