Profil siger farvel til KIF Kolding til sommer
KIF Koldings målmand, Thorsten Fries, har valgt at benytte en klausul i sin kontrakt, hvilket betyder, at han forlader klubben efter denne sæson. Fries har indtil videre spillet 7 kampe i sæsonen og er fortsat en vigtig del af holdet resten af den indeværende sæson i 1. division.
Cheftræner Anders Eggert udtaler:
” Vi har fortsat en stærk målmand i Thorsten resten af sæsonen, og ambitionen er, at vi opretholder kvalitetsniveauet i den næste og de kommende sæsoner. Dette ændrer ikke på vores ambitioner og strategi, den er stadig den samme, som den altid har været.”
Om beslutningen siger Thorsten Fries selv:
”Min tid i KIF Kolding stopper desværre efter denne sæson. Jeg har fået muligheden for at få lov til at drage videre til en anden klub, som står mit hjerte meget nært. Efter samtale med trænere og ledelsen i Kolding har jeg mødt en imponerende og utrolig forståelse for min situation og mit ønske, og for det er jeg utrolig taknemmelig. Jeg har haft og regner med fortsat at have en fantastisk tid i KIF, med utroligt dygtige og engagere trænere og mennesker rundt om holdet. Et vildt dygtigt hold med fantastisk sympatiske holdkammerater der gør det til en fornøjelse, hver dag man møder op til træning. Jeg kommer til at give alt for at opnå målsætningen om oprykning i denne sæson. ”
Vi ser frem til et godt samarbejde med Thorsten resten af sæsonen og til at afslutte hans tid i klubben på bedste vis.
Pressemeddelelse fra KIF Kolding