LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

For høje forventninger: -Nogle dage tænker jeg "hvad laver jeg her", siger Mia Rej

Starten for Odense Håndbold har til tider både været frustrerende og flyvende, siger Mia Rej, der fortæller, at hun nok har lidt for høje forventninger til sig selv.


Hun spillede et sublimt mesterskab for Danmark ved EM i december. Mia Rej gik ind til sin første rigtige slutrunde som suveræn topscorer i ligaen.


Det var derfor helt naturligt, at flere danske topklubber slikkede sig om munden med tanken om at få Danmarks bedste spillende på holdkortet.


Læs også: Mamma Mia for en kamp: Rejen sikrer Odenses topplacering efter hård Ajax-dyst – læs Europamesters karakterbog


Odense Håndbold kunne ikke stå for fristelsen og mellem jul og nytår blev Mia Rej købt fri af kontrakten med København Håndbold og skiftede med øjeblikkelig virkning til den fynske DM-kandidat.


Godt og vel en måned inde i skiftet fortæller Mia Rej, at det hele er gået meget stærkt.


-Jeg har vel egentlig ikke nået at tænke så meget over det.  Det er virkelig bare gået stærkt fra første sekund: Kamp, træning, kamp, træning. Men jeg synes, jo længere tid der går, så falder man ind i en rutine, der fungerer, og jeg begynder at falde på plads, siger Mia Rej til HBOLD.dk.


Siden skiftet har Mia Rej spillet fem ligakampe og optrådt to gange i Champions League.


Den første kamp blev til et nederlag til Team Esbjerg i topstriden, mens det lige så godt kunne være blevet til to point mod Györ. Fynboerne måtte nøjes med det ene.


Læs også: Københavner-karma? Mia Rej fejrede sejr med parkeringsbøde på udebane hjemme i sit gamle hood


Præstationerne er Mia Rej blandet omkring. Og måske en kende for skeptisk.


-Jeg har nok alt for høje forventninger til mig selv. Men jeg vil jo gerne have, at det altid bare flyver fra start af, og man kan gøre alt, man gjorde tidligere med det samme. Det kan man ikke, konstaterer hun og uddyber:


-Der er en masse timing, der skal på plads og 15 nye holdkammerater, jeg skal lære at kende. Nogle gange tænker man ”waow, det kører”. Næste træning tænker man bare, hvad fanden laver jeg her.


-Der kommer til at gå et stykke tid, før jeg nok ser en stabilisering af mit eget niveau men også af spillet. Det går forhåbentlig stærkt. Men der vil komme udfald, som man måske ikke har set tidligere, uddyber Rej.


Mia Rej er bosiddende i København sammen med sin kæreste og pendler frem og tilbage til kamp og træning.


Læs også: Odense Håndbold skriver kontrakt med den danske landsholdsspiller Mia Rej


Der er nogle timer, der skal slås ihjel på motorvejen, men det er ikke noget problem for den 30-årige københavner.


-Der er mange podcasts, jeg hører frem og tilbage. Jeg har også en holdkammerat (Anne Cecilie de la Cour, red.), der også gerne en gang imellem til København. Så får jeg lidt underholdning den vej, så det har været fint, smiler Rej.


Mia Rej kom på måltavlen tre gange, da Odense tabte 27-24 i lørdagens Champions League-brag mod Buducnost.


Odense møder Nykøbing Falster på onsdag hjemme i Bambusa Kvindeligaen, der efter 17 spillerunder toppes af Odense og Viborg med hver 30 point. Team Esbjerg er nærmeste forfølger med 28 point.


LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder